Egentlig er det jo så oplagt, at man bør forberede sig på sin ferie ved at sætte sig ind i både geografien og historien omkring det område, hvor man skal holde ferie. Mange forsynder sig nok mod det, og jeg hører selv blandt dem, der har snydt sig selv for endnu rigere oplevelser ved ikke at være ordentligt forberedt før ferien.
Bevares, det betyder ikke så meget, hvis ferien først og fremmest handler om at dase, bade og slikke solskin – og så måske lidt bytur om aftenen. Men handler det om en ferie med mere kulturelt indhold, får man et kæmpe udbytte af sine forberedelser.
For nogle år siden gik turen for mit vedkommende til det sydlige Spanien med base i Sevilla og besøg i andre byer i det område. Blandt andet havde familien og jeg planlagt en visit til den smukke og historiske by Granada, hvis ubetinget største turistattraktion er den gamle mauriske fæstning Alhambra, som i nyere tid har lagt navn til en bilmodel fra spanske Seat.
Jeg satte mig for at læse noget om maurerne og deres hærgen i det sydlige Europa for efterhånden adskillige århundreder siden. Man behøver jo ikke ligefrem lære lektien udenad, men blot få en fornemmelse af den del af de historiske begivenheder, som maurerne repræsenterer.
Det gav et virkeligt flot udbytte, kunne jeg mærke, da vi besøgte maurerfæstningen Alhambra. Jeg fornemmede langt bedre, hvad den store fæstning må have betydet dengang, og min oplevelse ved besøget blev på den måde langt større.